I går deltog jeg i Styrelsen for Bibliotek og Mediers idégenereringsdag for det stort anlagte nationale projekt “Danskernes Digitale Bibliotek” i Mogens Dahls Koncerthus i Kbh. Mine umiddelbare tanker fra dagen om de mange ideer, der blev pitched, var, at de var utroligt konkrete, detailorienterede, mens der for “Danskernes Digitale Bibliotek” overordnet set ikke rigtig foreligger nogen særlig strategi. I den sammenhæng hørte jeg på dagen ord som “mangearmet monster” og “kolos på lerfødder”.
Men i bund og grund handler det vel overordnet set om de udfordringer, bibliotekerne står overfor i disse år. Jeg har nogle tanker i den retning.
Indholdsdistribution er en taberstrategi
Som jeg læser “Folkebibliotekerne i Videnssamfundet“, afsnittet om “Danskernes Digitale Bibliotek”, s. 47, skal “Danskernes Digitale Bibliotek” i høj grad baseres på bibliotekernes samlinger, fysiske såvel som digitale.
Men bibliotekernes samlinger er på vej til at blive passé. Hvis vi bygger Danskernes Digitale Bibliotek op omkring disse, sættes bibliotekerne i en konkurrencesituation med selve internettet. Den kamp er bibliotekerne dømt til at tabe.
Vi tager den lige igen for prins Knud: Internettet indeholder enorme og stadig stigende mængder information. Ganske vist ikke fra klassiske kilder, som vi i bibliotekerne er vant til, men det er den information, brugerne har ved hånden og nemmest finder frem til. Internettet er per definition et distribueret netværk og i kraft heraf, holder det sig selv konstant opdateret.
- For det første: Dette er i sig selv konkurrenceparametre, bibliotekernes samlinger ikke kan hamle op med, da biblioteket per definition er lokalt afgrænset.
- For det andet: Information og metainformation hældt på brønd er på ingen måde garanti for aktualitet og slet ikke for exhaustivitet.
- For det tredie: Information, der i dag findes i en given betalingsbelagt e-ressource, kan i morgen lige så vel findes kvit og frit et andet sted på nettet, dog måske i en lidt anden form.
Information er flygtig
Bibliotekarer må altså lære at sluge den ubehageligt bitre pille, at information er blevet noget flygtigt. Information er ikke længere en absolut størrelse, man kan tage og føle på og hengemme på hylder og i brønde, så man altid ved, hvor man skal lede. Vi bliver nødt til at vænne os til, at en given oplysning den ene dag findes i én kilde, for den næste dag at være forsvundet og skulle opstøves i en anden.
Med andre ord er internettet som indholdsdistributør langt mere effektiv, end bibliotekerne nogensinde vil kunne blive. Derfor er indholdsdistribution en taberstrategi og ikke vejen at gå for “Danskernes Digitale Bibliotek”.
I stedet må vi finde ind til kernen og have fat i det, der gør biblioteket unikt.
Skab sammenhæng og overblik
Bibliotekarer er dygtige til at finde sammenhænge. Det skal vi udnytte. I strategikonsulent i DR Medier, Tore Hauerbachs oplæg om danskernes medievaner, fremgik det, at noget af det, DR.dk har stor succes med, er at samle op på givne emner og præsentere information i samlede overblik. Det ville bibliotekerne være gode til. Opsamling og formidling af information fra forskellige kilder. Der er i forvejen masser af indhold at trække på, både på internettet og fortsat også i bibliotekernes samlinger. Jeg har tidligere berørt emnet her.
Esben Fjord foreslog at lave aktuelle, relevante lister med links til indhold fra nettet og fortalte om Gladsaxe Biblioteks forsøg med videolister fra YouTube. Tim Franck Andersen viste en service, der automatisk samlede kilder sammen fra nettet, og som faktisk lidt slog benene væk under mig: Qwiki.com.
Det giver rigtig god mening i en fragmenteret verden, hvor der kan være behov for belysning af sager fra forskellige vinkler, for at man som borger kan tage stilling.
Hvorfor betale dyrt for tilknappede “e-ressourcer”, når indholdet i forvejen findes frit tilgængeligt derude? Information wants to be free. Det skal bare samles op og formidles, så folk kan komme videre.
Fra transaktion til relation
I det hele taget var mange af de projektpræsentationer og pitchede ideer, jeg overhørte, ganske centrede omkring transaktioner. “Hvordan udlåner vi licensbelagte e-bøger”? “Hvordan udlåner vi bøger i børnehavebibliotekerne”? “Hvordan sørger vi for at lånerne kan betale med mobiltelefon”? “Danskernes Digitale Bibliotek” er i et vist omfang anlagt på et transaktionelt grundlag.
Men det transaktionelle bibliotek bliver i stigende grad en saga blot, qua internettet, informationsflygtighed og samlingernes vigende betydning.
Derimod ser vi i samfundsudviklingen en bevægelse mod det relationelle. Der knyttes kontakter og udveksels viden via blogs, Twitter og Facebook.
Den vej skal bibliotekerne gå. Det er ikke længere bibliotekaren, der har de vises sten, for både eksperter og amatører kan nemt komme i kontakt med hinanden via nettet. Men bibliotekaren kan glimrende både supplere og drage fordel af den hjælp, brugerne giver hinanden. Det kræver blot tilstedeværelse.
Ved at være tilstede og opsøgende på givne sociale netværk, skrive og kommentere blogs m.m. vil biblioteket potentielt kunne hjælpe med at skabe sammenhæng og værdi i samfundet og som sidegevinst opnå et vist omdømme i internettets meritokrati.
Med udgangspunkt i det fysiske bibliotek
Nogen taler om fremtidens bibliotek som “center for viden og kultur” eller “center for innovation”. Det er dybest set tanker fra en svunden tid, for biblioteket er i virkeligheden ikke center for noget som helst. Kendetegnende for det hyperkomplekse samfund, vi befinder os i, er netop at centrene forsvinder. Derfor er “Danskernes Digitale Bibliotek” i mine øjne i øvrigt ikke en portal.
I stedet kan man tale om knudepunkter. I et knudepunkt kan man komme fra ét sted til et andet.
Biblioteket kan være et sådant fysisk knudepunkt, hvor brugerne kan hjælpe sig selv, hjælpe hinanden og få hjælp til at komme videre.
Jeg tror i det hele taget, fremtidens bibliotek er langt mere koncentreret om det fysiske sted, end vi generelt de sidste 10-15 år har forestillet os.
Workshops og 80/20 reglen i praksis
Jeg forestiller mig ganske konkret et fysisk bibliotek, hvor 80% af materialerne fylder 20% af pladsen. Det vil skabe plads til overblik og samling af information, fysisk som virtuel, i aktuelle, tematiske grupperinger samt til events, workshops og nærdemokratiske debatter.
Man kunne have skiftende, åbne hack labs, kunstworkshops, værksteder, skriveværksteder m.m. komplet med instruktør i biblioteksrummet, hvor folk kan komme og kigge på, lære eller udfolde sig i praksis. Det ville understøtte de innovative kræfter, vi har så hårdt brug for i denne og den kommende tid.
Man kunne understøtte, formidle og udgive for upcoming forfatterspirer, kunstnere, instruktører og musikere. Credits til Demoteket for at have sat sådan noget i søen.
Gør det, du er bedst til
… sagde Danske Bank engang, indtil de ikke længere selv kunne overholde det. Men biblioteket er ikke længere bedst til at distribuere indhold. Den opgave er internettet ved at overtage. Derfor må biblioteket koncentrere sig om de andre ting, det er bedst til.
Vi er meget enige. Men for at kvalificere debatten og måske også for at gøre kritikken lidt konstruktiv: Hvis fokus er på de fysiske biblioteker – hvordan arbejder vi så med det digitale?
Det ville også være fantastisk, hvis bibliotekerne blev steder hvor man forbinder brugere med spørgsmål med eksperter der har svar.
Facebook-kulturen fungerer jo kun i det omfang at man har ‘venner’, som er eksperter i tilstrækkeligt brede emne-felter. Her kunne bibliotekerne gå ind og formidle kontakten mellem brugere og eksperter, samt gøre én af de ting som bibliotekar-uddannelsen i hvert fald har gjort – nemlig udføre et grundigt reference-interview – for at gøre forbindelsen endnu lettere.
Derudover synes jeg også det skal nævnes at, ja, internettet et stuvende fuldt af interessant og gratis information – men der mangler stadig meget, som ligger bag betalings-mure og andre foranstaltninger der skal holde pøbelen fra fri information. Her har bibliotekerne, sådan som jeg ser det, stadig en *stor* opgave, som ikke bør glemmes i internet-glæden. By all means, hold op med at bruge kræfter på det der er frit tilgængeligt – men brug nogle flere på det som er svært at komme i nærheden af.
Jeg er meget uenig med dig, Morten.
En databrønd giver os nogle muligheder, som vi ikke finder i Qwiki (som i øvrigt ikke imponerer mig og vel næppe heller dig, når du tænker efter) eller andre steder.
I vores databrønd kan vi lægge en masse brugbar information, som vi har tillid til. Dertil kommer, at vi i vores søgesystemer kan bruge vores faglighed til at påvirke søgeresultaterne. Ligeledes kan vi kontrollere brugerskabt data og bruge den til at optimere søgeoplevelsen. Dette er konkrete tiltag, som i øjeblikket pågår i TING. Der er aldrig nogen, der har talt om exhaustivitet. Det kan ingen levere – heller ikke internettet.
Men vigtigst af alt: I TING er der nogen, som rent faktisk GØR noget i stedet for at snakke. Det er let at kritisere, men sværere at skabe.
Fordi TING har leveret noget konkret, synes jeg, at det er helt fint, at det også er en del af inspirationsgrundlaget for Danskernes Digitale Bibliotek. Her er der faktisk en udvikling og konstruktiv tankegang.
At du allerede nu afskriver betalingsbelagte baser og ser dem erstattet af internettet, forstår jeg overhovedet ikke. Det er tydeligt, at der er et stort behov i bibliotekerne for overskuelig, uddybende information, man kan have tillid til. Det er jo netop det, betalingsbaser er – noget, der opdateres hurtigt og researches.
Jeg er ikke uenig i, at bibliotekerne kan drage nytte af de mange gratis tjenester derude, men jeg synes bestemt ikke, at vi kan lade brugerne sejle deres egen sø på nuværende tidspunkt.
Jeg ville gerne skrive meget mere, men lad det være nok for nu.
Martin
Nu, hvor jeg læser mit indlæg igennem, synes jeg, at jeg lyder sur. Det er jeg bestemt ikke. Jeg er bare uenig.
Men derfor kan vi jo godt være venner alligevel. 🙂
Martin
@ Thomas Angermann: Tja, “fokus” er måske også et forkert ord (jeg retter til, når jeg finder et bedre). Jeg mener bare ikke, vi må undervurdere vigtigheden af biblioteket som fysisk sted, for det er unikt som kilde til inspiration og oplevelse samt som mødested.
Selvfølgelig skal der sættes ressourcer af til kommunikation og formidling via nettet. Det er absolut nødvendigt at binde det fysiske og det virtuelle sammen. Hvis jeg mente andet, ville jeg i øvrigt gøre mig selv arbejdsløs.
Desuden kan det fysiske sagtens være med til at facilitere aktiviteten på nettet. Et godt eksempel er @Musehjerte‘s brug af Twitter på #Aftenvagten.
@ Anne-Lise: Fint at kunne være med til at forbinde spørgere og svarere, men det tror jeg, vi kan udvikle digitale værktøjer til, hvor brugerne, sammen med bibliotekarerne, kan hjælpe sig selv og hinanden. Der findes spørgetjenester, man kunne skæve til, f.eks. Quora.com. Her ville DDB komme til sin ret.
Vedr. alt det, der ligger bag betalingsmurene: I så fald er vi nødt til at få nogle aftaler, så vi rent faktisk kan vælge. Som det er nu, køber vi alt eller intet og det er pissedyrt. Det har jeg svært ved at se en løsning på.
@ Martin: Jeg vidste godt, du ville være uenig. Holdningen er uden tvivl kontroversiel blandt sande library lovers og andre bibliofile. På sin vis mig selv inklusive. Især Leif Davidsen.
Det er ikke som sådan et angreb på TING. Vi har stadig brug for systemer til at finde rundt i de materialer, vi har, og som i øvrigt ikke forsvinder de næste 20 år. Jeg kommer sgu sikkert selv engang til at arbejde med TING og synes faktisk også, det er et fedt projekt.
Men det der med information, vi har tillid til og af høj kvalitet osv. Det mener jeg dybest set er en højpandet fis i en hornlygte. Information af høj kvalitet får man smidt i nakken nu om stunder, selv om den kan være svær at grave frem. Det bliver nok endnu tydeligere, når videnskabsministeren sætter punktum i Open Access spørgsmålet. Men i forlængelse bliver en af vores store opgaver til gengæld at være med til at hjælpe og uddanne brugerne til at verificere det, de finder. Det gør vi allerede med kurser i det fysiske bibliotek.
Og det der med at lade brugerne sejle deres egen sø: Det gør vi netop ikke, hvis vi er tilstede der, hvor brugerne faktisk befinder sig, i stedet for at forvente at de finder os.
Til sidst: Der er vel altid plads til uenighed. 🙂
Glimrende. Så lad os være venskabeligt uenige. Det er den fedeste uenighed i verden. 🙂
Som jeg læser det, hylder du den ustrukturerede, spredte og autonome information, og selvom den kan være udmærket, er den svær at håndtere.
Det er korrekt, at man mange steder finder information af høj kvalitet helt gratis, men problemet er, at det ligger enormt spredt. Hvis du eksempelvis tager udgangspunkt i Qwiki og kan lave samme nummer med indtil flere sites, vil du stadig have et problem.
Sagen er jo, at hvis en privatperson laver en side om Sydafrika, skal du hente den til din Qwiki- agtige service, men hvad så hvis brugerne dernæst ønsker info om England? Hvor finder du så den info? Vil du hente endnu en side ind? Og endnu en for næste land? Her sværger jeg så i stedet til Europa World Online med info om lande, NGO’er og hele svineriet, opdateret og overskueligt og researchet med et statistikapparat, du ikke finder andre steder.
Det var blot ét eksempel, men jeg kan finde på mange flere. Sagen er, at betalingsbaser kan levere noget, som enkeltstående sider slet ikke kan, selvom de præsenteres samlet. Der er altså noget kvalitet, som netop bliver til, fordi der er økonomi indblandet.
Fordi alle internetbrugere i dag er indholdsleverandører er det i høj grad essensen i vores arbejde at være med til at formidle den rette viden til rette vedkommende i den rette situation. Det gør vi bedst, når vi kontrollerer informationen, og det gør vi ikke, hvis vi ikke selv håndterer den.
Som jeg ser det, forsvinder kildekritikken og fagligheden i det, du skitserer. Med fagligheden mener jeg i høj grad den måde, hvorpå vi kan skabe relationer mellem vores kilder i et kontrolleret miljø som eksempelvis en databrønd.
Hvad angår brugerundervisning i kildekritik m.m., er det ganske udmærket, og det pågår jo allerede i dag, som du selv siger. Men det er ikke nok. Vores tilbud bør gøre det for dem, for du kan ikke forvente, at alle har kompetencerne. Selv de, der har dem, vil ikke nødvendigvis finde den info, de leder efter på nettet, eller også vil de tage til takke. Det gør de jo nu, og jeg har talrige eksempler på, at mine kammerater, som er veluddannede mennesker, bliver meget overraskede og begejstrede for bibliotekets betalingsbaser, for det er bedre end meget af det, de selv kan finde. Hvorfor? Fordi det er viden, som er produceret af kompetente personer og i mange tilfælde sat i en kontekst, der også skaber relationer til andet vedkommende materiale, der også er researchet.
I øvrigt er vi fuldstændig enige om, at bibliotekernes tilstedeværelse på diverse sociale medier er en udmærket tanke. Den bliver vi ikke uenige om.
Esbens forslag om emnelister er jo brugt vidt og bredt mange steder. Vi bruger selv den slags ‘informationspakker’ i KKB, og den hedengange netguide brugte det også. Der er ikke meget nyt i det, men det er stadig god praksis.
Til sidst vil jeg sige, at det ikke er utænkeligt, at vi og internettet på et tidspunkt er modne til at gå i den retning, du foreslår mht. at satse på gratis information, men efter min mening er vi der slet ikke endnu.
Jeg beklager, at det måske blev lidt rodet, men det her lille skrivefelt gør, at det er svært at overskue sin tekst. Jeg må lave en kopipasta næste gang.
Martin
Pyh, Martin, det var en lang én. Der skulle åbenbart gå et år, før jeg fik mig taget sammen til at vende tilbage til emnet. Men jeg er ikke blevet mindre af samme holdning i mellemtiden.
Ad Qwiki:
Nu er det jo ikke sådan, at Qwiki laver en side for hvert emne. Det sker automatisk ved opslag i forskellige ressourcer på nettet. Skal vi tale om landespecifikke opslagsværker, har CIA f.eks. ét af slagsen, der ligger frit tilgængeligt.
Ad økonomisk indblanding:
Jeg er enig i, at der kan leveres en ganske anden kvalitet, hvis der er økonomi indblandet, men det er netop sagens kerne. For ophavene finder i stigende grad andre måder at finansiere deres produktion på, end gennem kerneprodukt og traditionelle mellemled (læs: forlag, musik- og filmselskaber). Dermed kan man ikke udlede, at kvalitet kræver en betalingsservice …
Ad kildekritik og faglighed:
… Hvilket gør bibliotekarens opgave ift. kildekritik så meget desto større, qua internettets kaotiske, decentrale struktur. For den bedste kilde ligger ikke nødvendigvis i betalingsdatabasen.
Jeg hylder ikke specielt den ustrukturerede, spredte og autonome information, som du skriver. Jeg forholder mig bare til virkeligheden. Vi må handle derefter og det stiller netop større krav til fagligheden.
Ad kontrol:
En anden konsekvens af det nye paradigme, vi er på vej ind i, er netop tabet af kontrol. Vi er ikke i stand til at kontrollere information og vi er slet ikke i stand til at kontrollere den måde, brugerne ønsker at konsumere det på. (Det sidste kommenteres glimrende af The Oatmeal: Selvom ophavet gerne vil bestemme, hvordan indhold skal konsumeres, så finder forbrugeren sin egen vej.)
Derfor mener jeg, det er en illusion at tro, vi kan kontrollere information, bare fordi vi propper det ned i en brønd. Relationerne eksisterer nemlig ofte i forvejen. Brugerne opretter dem selv derude. De kaldes hyperlinks.