Pyh, Martin, det var en lang én. Der skulle åbenbart gå et år, før jeg fik mig taget sammen til at vende tilbage til emnet. Men jeg er ikke blevet mindre af samme holdning i mellemtiden.
Ad Qwiki:
Nu er det jo ikke sådan, at Qwiki laver en side for hvert emne. Det sker automatisk ved opslag i forskellige ressourcer på nettet. Skal vi tale om landespecifikke opslagsværker, har CIA f.eks. ét af slagsen, der ligger frit tilgængeligt.
Ad økonomisk indblanding:
Jeg er enig i, at der kan leveres en ganske anden kvalitet, hvis der er økonomi indblandet, men det er netop sagens kerne. For ophavene finder i stigende grad andre måder at finansiere deres produktion på, end gennem kerneprodukt og traditionelle mellemled (læs: forlag, musik- og filmselskaber). Dermed kan man ikke udlede, at kvalitet kræver en betalingsservice …
Ad kildekritik og faglighed:
… Hvilket gør bibliotekarens opgave ift. kildekritik så meget desto større, qua internettets kaotiske, decentrale struktur. For den bedste kilde ligger ikke nødvendigvis i betalingsdatabasen.
Jeg hylder ikke specielt den ustrukturerede, spredte og autonome information, som du skriver. Jeg forholder mig bare til virkeligheden. Vi må handle derefter og det stiller netop større krav til fagligheden.
Ad kontrol:
En anden konsekvens af det nye paradigme, vi er på vej ind i, er netop tabet af kontrol. Vi er ikke i stand til at kontrollere information og vi er slet ikke i stand til at kontrollere den måde, brugerne ønsker at konsumere det på. (Det sidste kommenteres glimrende af The Oatmeal: Selvom ophavet gerne vil bestemme, hvordan indhold skal konsumeres, så finder forbrugeren sin egen vej.)
Derfor mener jeg, det er en illusion at tro, vi kan kontrollere information, bare fordi vi propper det ned i en brønd. Relationerne eksisterer nemlig ofte i forvejen. Brugerne opretter dem selv derude. De kaldes hyperlinks.