Jeg er meget uenig med dig, Morten.
En databrønd giver os nogle muligheder, som vi ikke finder i Qwiki (som i øvrigt ikke imponerer mig og vel næppe heller dig, når du tænker efter) eller andre steder.
I vores databrønd kan vi lægge en masse brugbar information, som vi har tillid til. Dertil kommer, at vi i vores søgesystemer kan bruge vores faglighed til at påvirke søgeresultaterne. Ligeledes kan vi kontrollere brugerskabt data og bruge den til at optimere søgeoplevelsen. Dette er konkrete tiltag, som i øjeblikket pågår i TING. Der er aldrig nogen, der har talt om exhaustivitet. Det kan ingen levere – heller ikke internettet.
Men vigtigst af alt: I TING er der nogen, som rent faktisk GØR noget i stedet for at snakke. Det er let at kritisere, men sværere at skabe.
Fordi TING har leveret noget konkret, synes jeg, at det er helt fint, at det også er en del af inspirationsgrundlaget for Danskernes Digitale Bibliotek. Her er der faktisk en udvikling og konstruktiv tankegang.
At du allerede nu afskriver betalingsbelagte baser og ser dem erstattet af internettet, forstår jeg overhovedet ikke. Det er tydeligt, at der er et stort behov i bibliotekerne for overskuelig, uddybende information, man kan have tillid til. Det er jo netop det, betalingsbaser er – noget, der opdateres hurtigt og researches.
Jeg er ikke uenig i, at bibliotekerne kan drage nytte af de mange gratis tjenester derude, men jeg synes bestemt ikke, at vi kan lade brugerne sejle deres egen sø på nuværende tidspunkt.
Jeg ville gerne skrive meget mere, men lad det være nok for nu.
Martin