Begrebet Web 2.0 har i lang tid haft plads på en piedestal, der i nogen sammenhænge har været højere end fortjent. Blandt biblioteksfolk synes der i de seneste par år at have været en udbredt holdning om, at alt bare skal åbnes op for brugerdeltagelse, så bliver det omgående en succes.
For nylig har jeg hørt fra en Axiell konsulent, som under en præsentation af biblioteks-CMS’et Arena fik at vide af de forsamlede biblioteksfolk, at brugerne bare skulle have lov at skrive løs. Snart relanceres Litteratursiden med mulighed for brugerbidrag til indholdet og mange lokale biblioteker skriver blogs med kommentarmuligheder.
Men den brugerskabte virkelighed er imidlertid ofte en anden. Jeg gør her opmærksom på Jakob Nielsens 90-9-1 regel. 90% af brugerne er “lurere”. De læser med, men bidrager ikke. 9% bidrager en gang imellem, mens de sidste 1% leverer næsten alt det brugerskabte indhold. Ofte er fordelingen desværre endnu mindre fordelagtig for det brugerskabte. Wikipedia laves f.eks. i overvejende grad af 0,01% af brugerne (I 2008 tal: 75.000 aktive bidragydere ud af 684.000.000 brugere).
Et godt råd: Husk at overveje strategien
I modsætning til web 2.0 antikrist, Andrew Keen, er jeg generelt positiv ift. brugergenereret indhold og web 2.0. Men jeg tror, mange projektmagere lader sig forblænde af tekniske muligheder samt emnets ekstreme eksponering. Således drukner de strategiske overvejelser i forbindelse med webprojekter alt for ofte i teknikbegejstring og hype.
Hvis et website skal opnå succesfuld brugerdeltagelse kræves overvejelse af mindst 4 faktorer. Det rigtige formål, den rigtige målgruppe, brugermotivering samt kritisk masse i antallet af brugere.
Før du går i gang med din nye webprojekt, så overvej nøje følgende:
1. Formål:
Hvad er formålet med dit site? Hvad vil du lave?
- Er det en form for socialt netværk?
- Er det en webapplikation i form af en slags værktøj?
- Er det et site, der skal formidle en form for information, f.eks. nyheder eller artikler?
- Etc.
Og ikke mindst: Er det lavet før? Hvad er chancen for succes? Hvis der allerede findes noget tilsvarende, er det sværere at trænge igennem.
2. Målgruppe:
Hvem er din målgruppe? Er den snæver eller bred? Hvordan er aldersfordelingen? Niche-sites kan sagtens opnå succes med brugergenerering, men hvis du f.eks. rammer et “forkert” segment eller aldersgruppe, kan det brugerskabte indhold nemt udeblive.
3. Motivering af brugerne:
Hvad motiverer brugeren til at bidrage?
- Skrivestil: I blogs har ufuldendte, spørgende, debatterende indlæg f.eks. større sandsynlighed for at få kommentarer.
- Design: Hvor nemt er det at bidrage? Det er f.eks. nemmere at vurdere et produkt med afkrydsning af stjerner end at skrive en anmeldelse.
- Algoritmisk – passive bidrag: Det kan være statistisk indsamling af brugeradfærd, f.eks. mest købte/udlånte produkter etc.
- Feed-back: What’s in it for me? Hvad får brugeren ud af at bidrage?
4. Kritisk masse:
Kan dit site opnå kritisk masse i antallet af brugere? Hvis du f.eks. kun har 250 brugere om dagen og der, som i Wikipedia, kun er 0,01% der bidrager, får du selvsagt ikke meget indhold ud af brugerne. Er dit emneområde eller din målgruppe for snæver? Overvej sprogområdet. Dansk som sprogområde kan være for snævert, hvis du skal opnå succes.
Konklusion: Web 2.0 og brugerbidrag er altsammen meget godt, men …
… erfaringen viser desværre at det er svært at få brugerne til at bidrage. Sørg derfor altid for at have en solid strategi, inden du går i gang med dit projekt. Både for dit site som helhed, men ikke mindst for den web 2.0 funktionalitet, du ønsker at stille til rådighed.
Det handler vel dybest set også om at gøre sig nogle tanker om, hvorfor man gerne vil have brugerne til at bidrage. Problemet har nok ofte været, at udgangspunktet på bibliotekerne er, at brugerbidrag primært skal bruges til at værdiberige allerede eksisterende data som f.eks. posterne i et bibliotekssystem, og ikke som en funktion, der skal fremme netværk og samarbejde mellem biblioteksfolk og brugere, der har sammenfaldende interesser.
Brugerindragelse handler rigtig meget om kommunikation og interaktion og i langt mindre grad om at levere information.
Helt enig. Det handler i høj grad om at gøre sig klart, hvorfor man vil have brugerne til at bidrage. Jvf. ovennævnte strategiske overvejelser.
Men uanset om formålet er værdiberigelse af katalogen eller simple kommentarer på en blog, ændrer det desværre ikke så meget ved det faktum, at brugerne i overvejende grad bare ikke bidrager.
Overvej evt. spørgsmålet ud fra en cost-benefit betragtning: Kan det betale sig at bruge midler på web 2.0 funktionalitet, hvis sitet ud fra analysen af formål og målgruppe ikke kan opnå kritisk masse i antallet af brugere?
Godt indlæg – som sædvanlig, havde jeg nær sagt…
Jeg har en lille aversion mod 90-9-1 reglen og lignende verserende og i mine øjne udviklingshæmmende stand-alone-undersøgelser.
1. For det første, så er en tilstand i dag ikke det samme som tilstanden i morgen. 90… o.lign. er tids- og kontekstuelt tilfældige observationer af aktuelle populationers brug af forskellige sociale medier på et forholdsvis ens modningsniveau. Der er langt til en naturlov … 🙂
2. Det sociale net er stadig domineret af dem der kan finde ud af det… for det er svært! Wikipedia er et fantastisk eksempel – hvem h…. kan finde ud af at skrive i det… ubegribeligt at nogen finder ud af det og holder fast. Hatten af for dem, og stor stor forståelse for, at alle andre bare læser en webside. De aktuelle tal siger intet om potentialet – kun om de fleste services’ modningsniveau.
3. Webdesignere, programmører og usability-folk dominerer stadig grænsefladeudviklingen de fleste steder – men for at sige noget provokerende, så aner de jo intet om empowerment, pædagogik, kommunikation, eller potentiale og kompleksitet i strategisk relations- og rollearbejde. For at skære det i pap, så er der mennesker der skaber forelæsninger med tre uinteressante slutspørgsmål og mennesker der skaber vildt aktivt kommunikerende små fællesskaber — i samme sal med de samme mennesker…. det er pointen – vi har meget at lære…
@Kalle: Jeg synes ikke 90-9-1 reglen nødvendigvis er udviklingshæmmende. Den er nemlig værd at holde sig for øje, når man designer nye services, fordi den er med til at holde fokus på formål og målgrupper.
Ad 1 og 2: Generelt bliver brugervenlighedsundersøgelser sjældent forældede, fordi de er iagttagelser af almenmenneskelige handlingsmønstre. Resultatet er selvfølgelig påvirkeligt af både spørgsmål og observationsmetode, og der er mange faktorer der gør, at resultater kan ændre sig over tid.
Men menneskets evolution speeder altså ikke lige op over 10-20 år, bare fordi der kommer noget nyt, der hedder internettet. Selvfølgelig ændrer modningsniveaet af brugergrænsefladerne sig, men det sker jo netop på baggrund af brugervenlighedsundersøgelser.
Ad 3: Du har muligvis ret mht. programmører, men du tager så absolut fejl mht. webdesignere og usability-konsulenter. Hele eksistensgrundlaget for disse professioner er faktisk at kommunikere. Usability-konsulenten på meget pædagogisk facon med det formål at teste brugergrænseflader og IKKE brugere, og webdesigneren strategisk og visuelt med det formål at udvikle og forbedre brugergrænseflader.
Så ja, dit udsagn provokerer i hvert fald mig. Men selvfølgelig har vi meget at lære.