WordPress performance optimering

Jeg har døjet med dårlig performance på Bechster.dk og gjort krumspring i forsøget på at øge hastigheden på sitet. Nu er det endelig lykkedes. Har du et langsom site, så prøv noget af følgende.

Installer caching- og kodekomprimerings-plugins

Det giver lidt på hastigheden i front end til gavn for dine brugere og kan altid anbefales. Jeg bruger følgende:

Caching

Et caching plugin genererer typisk flade HTML filer ud fra dit site’s indhold og tema. Når brugeren besøger dit site, bliver der således serveret en flad fil fremfor et php script, der laver en masse databasekald. Det betyder meget for hastigheden.

Jeg bruger caching plugin’et Cache Enabler. Det er ret simpelt og kræver ikke ret meget opsætning.
Hent Cache Enabler her

Kodekomprimering

Et kodekomprimerings-plugin kan typisk samle alle style sheet filer i én samlet CSS fil samt alle JavaScript filer i én samlet JS fil. Samtidig kan det sammentrække HTML, CSS og JS kode og fjerne al whitespace, dvs. linjeskift, indrykninger mv., i filerne. Derved bliver filerne en smule mindre og der spares HTTP kald, hvilket har indflydelse på sitets hastighed.

Jeg bruger komprimerings-plugin’et Autoptimize.
Hent Autoptimize her

Optimer databasen

Nu har vi optimeret lidt på kode, http- og databasekald i front end til gavn for dine brugere. Men din backend, dvs. WordPress kontrolpanelet, er måske stadig langsomt.

Databaseoptimering

WordPress gemmer en masse midlertidige data i databasen. Bl.a. gemmer den som udgangspunkt kladder og tidligere versioner af alle dine indlæg og sider. Det bliver med tiden til store mængder fyldstof, hvilket, især på sites med meget indhold, gør det langsommere og mere ressourcekrævende for WordPress at lave forespørgsler i databasen. Det kan du råde bod på ved at rydde op i databasen og det kan gøres mere eller mindre automatisk med et plugin.

Jeg optimerer jævnligt min database med et enkelt klik med plugin’et Optimize Database after Deleting Revisions.
Hent Optimize Database after Deleting Revisions her

Bruger dit site for meget RAM?

Det, der for alvor gjorde udslaget for mit vedkommende, var at få styr på hukommelsesforbruget.

Analysér hukommelsesforbruget

Allerførst må du finde ud af, hvor meget hukommelse WordPress bruger, dernæst hvor meget der allokeres til opgaven.

Det kan du gøre med plugin’et Server IP & Memory Usage Display.
Hent Server IP & Memory Usage Display her

Server IP & Memory Usage Display giver et overblik allernederst i dit kontrolpanel a la følgende:

Memory: 88 of 256 MB (34,4%) | WP LIMIT: 64 MB | IP 127.0.0.1 | PHP 7.0.1 @64BitOS

Bruger dit site mere hukommelse (her 88 mb), end der er allokeret til WordPress (her WP Limit: 64 mb), opstår der en flaskehals og der er grund til at gøre noget ved det.

Øg memory limit i WordPress

Såfremt din server allokerer nok hukommelse til PHP, kan du øge den mængde hukommelse WordPress må bruge. I ovenstående eksempel kan mængden øges helt op til 256 mb.

Redigér wp-config.php
Indsæt dette allernederst i filen, lige før linjen, hvor der står “Happy Blogging”:

define('WP_MEMORY_LIMIT', '256M');

Øg memory limit på serveren

Redigér din PHP.ini fil
Hvis du har den rette adgang til serveren, kan du ændre nedenstående linje i PHP.ini filen. Hvis der står 64M så prøv at ændre det til 256M:

memory_limit = 256M ; Maximum amount of memory a script may consume (64MB)

Redigér din .htaccess fil
Hvis du ikke har adgang til PHP.ini filen, så prøv at tilføje følgende til din .htaccess fil:

php_value memory_limit 256M

Skift til en nyere version af PHP

Hvis du har mulighed for det i dit webhotels kontrolpanel, så prøv at skifte til en nyere version af PHP. Jeg skiftede fra version 5.6 til version 7.0.2 og halverede hukommelsesforbruget med en drastisk hastighedsforbedring til følge.

Prøv det af …

… og lad mig høre om dine erfaringer.

Skriv en kommentar