Legoland var godt sidste sommer. Selvom det var overrendt. I går var det også overrendt. Men det havde desværre også en anelse mere tivoliagtigt præg på den ikke så fede måde. Jeg var der med familien og LarsK.s ditto.
Lyden
Nu er Legoland ikke ligefrem det mest stille sted på Jorden, man kan befinde sig. Både publikum og forlystelser giver god lyd fra sig og det er ok. Der ligger også en lufthavn i nabolaget og det er præmisserne, så det er også ok. Men der skal da også lige være lidt stemning, så derfor har en eller anden smart park-designer valgt, at der skal spilles dejlig forlystelsesmusik fra allestedsnærværende skjulte højtalere. Det er knap så ok.
Prisen
Legoland er en dyr fornøjelse og det kommer ikke som en overraskelse. Det er også i orden. Men netop derfor kunne man måske forvente et lidt højere niveau end den automatkaffe og fabriksfremstillede, mikrobølgeopvarmede æbletærte, der blev serveret i Legoredo. Lad mig formulere det sådan; det var i hvert fald betalt.
Oplevelsen
Men ungerne hyggede sig og forlystelserne var overvejende gode, når man var sluppet igennem køen. Især den gamle del af parken er stadig værd at opleve. Jeg kan undre mig over, at legomodellerne i Miniland er så attraktive for en 3-årig og en 6-årig. De kan spankulere rundt og kigge på alle detaljerne i timevis til stor fryd for deres gamle far. Selvom flere af modellerne er lidt solfalmede, opdateres landskaberne tydeligvis løbende. Således var Frederik og Mary ved Kancellihuset nu udstyret med tvillingebarnevogn. Til gengæld trængte væksterne på skovmånen Endor til at blive studset; Han Solo, Leia og ewokerne stod i brysthøj underskov.
Legoland er stadig et besøg værd, men Legos brand taget i betragtning, kunne kvalitetsbarren godt hæves og fløden skummes (lidt) mindre åbenlyst.
A propos støj og spot til skade: Legolands website sprøjter pt. lyd fra forsidens reklame for Polar Land i fjæset på sine gæster. Så dæmp computerens lydstyrke, hvis du aflægger den et besøg.
Nu er det heller ikke Lego, der ejer parken mere. Måske har der betydning? Og er i øvrigt enig, miniland er og bliver det bedste, for store og for små
Nej, Lego solgte jo alt fedtet fra og det var nok godt nok. Men hvis parken falder af på den, kan det smitte af på Legos brand og det vil måske være lidt uheldigt?
Jeg var i øvrigt ikke så begejstret for det nye Polar Land. Men nu er jeg heller ikke specielt tosset med rutsjebaner og pingviner har jeg set i zoologisk have, så det er måske bare mig.