Familien Bech trak i arbejdstøjet i påsken. Vi havde lige en udestue, der skulle rives ned. Det blev klaret på 3 dage med kyndig hjælp fra familie og venner. Vi bringer her en fotoreportage.
Før: Udestuen var muret op i forskellige niveauer af flere omgange. Byggeriet kunne bruges til ophold et par uger om foråret og et par uger om efteråret, men var for varmt om sommeren (dog perfekt til at tørre vasketøj) og for koldt om vinteren (dog perfekt som ekstra køleskab).
Da vi overtog huset i 2008, vidste vi med det samme at der skulle gøres noget ved rædslen. Men hvad? Man kunne vælge at nøjes med at rive taget af og bevare betondækket som terrasse. Nej. Skal der gøres noget, skal det gøres ordentligt.
Efter at have gået om emnet som katten om den varme grød i to år, besluttede vi så endelig at tage tyren ved hornene.
Toppen var nem at pille af. Tag, vinduer, træ- og murværk var næsten væk i løbet af en formiddag. Her er Per og Jens-Erik i gang med at bryde gulvet op.
Et lille tip omkring udtagning af etlagsruder: Dæk dem til med tape før udtagning. Så falder de ikke fra hinanden, hvis glasset knækker.
Her fra en alternativ vinkel. Den gamle helmur mod øst er halvvejs revet ned.
Værktøjet: Cito Materieludlejning har hvad der skal til.
En stor elektrisk Bosch nedbrydningshammer til det grove arbejde og en lille Wacker hammer til det knap så grove. Vi skulle nødig smadre fundamentet på huset.
Bortskaffelse: 1313 Viborg leverede en container i indkørslen kl. 7.00 om morgenen på min fridag og jeg måtte ud og flytte bilen i underhylere. Fyldes containeren udelukkende med beton og tegl koster det gratis i bortskaffelsesafgift, da den slags kan knuses og genbruges som vejmateriale.
Betonen var en større opgave at få pillet i stykker og ikke mindst transporteret væk. Vi endte med 2 fyldte containere. Hvad gør man så, når man står med en fyldt container på en højhellig langfredag? Man ringer da bare efter 1313. Jeg var ret imponeret over sådan en service, når der ellers var lukket. Her kører 1313 væk med første læs udestue.
Efter: Udestuen er endelig væk. Nu ligner facaden og haven bare Dresden efter 2. Verdenskrig. Næste skridt er reparation og konstruktion af en træterrasse. Mand, jeg glæder mig til sommer!
Pænt hus, godt arbejde 🙂 har i selv lagt taget også ?