Smag & behag: Både Bang & Olufsen og Apple har igennem årene dygtigt fået brandet sig som garant for smukt designet forbrugerelektronik. Men udover de åbenlyse forskelle i produktkategorier og ikke mindst stil, forekommer der mig også at være forskel på virksomhedernes tilgang til design. Advarsel: Her følger et par påstande og en hel del smag og behag.
Gæt, hvad der er Apple og hvad der er B&O …
Det er mit indtryk at B&O i høj grad fokuserer på udseende. Funktionalitet kommer i anden række. Dels laver B&O ofte blot en skal med andre producenters indmad i. Dels lancerer virksomheden ind i mellem produkter, der teknisk har overskredet sidste salgsdato.
Jeg oplevede engang et af deres nyere anlæg (kan ikke huske modellen, men det ligner meget denne) hos en kollega, hvor knapperne på fronten var designet efter symmetri frem for funktionalitet. Man var nødt til at betjene et sæt ekstra, men skjulte knapper på siden af anlægget for at kunne udføre de nødvendige funktioner, og cd-skuffen var monteret på en måde, så cd’en faldt ud ved åbning.
Apple, forekommer det mig derimod, tænker over detaljerne ud fra en funktionsmæssig betragtning. Her skæres fedtet væk og produkterne designes, så intet er overflødigt eller tilfældigt. F.eks. er antennerne på iPhone bl.a. integreret i metalringen omkring kameraet, jack-stikket og telefonens kredsløb. Der er flere eksempler.
Jeg fornemmer, at B&O har et stort marked blandt folk med jysk kræmmermentalitet. Det er ikke nødvendigvis den stilbevidste forbruger, der investerer i B&O. B&O’s produkter ligger nemlig i et prisleje, hvor de er blevet statussymbol for statussymbolets skyld. Mange forbrugere har derfor B&O produkter, netop pga. prisen.
Som det fremgår, synes jeg altså generelt bedre om Apples produktdesign end B&O’s. B&O er lidt noget røvballe-design i min optik. Det er hårdt og kantet, ikke enkelt og elegant. Deres nyeste produkt er en pind med 4 små plader på! Deres fladskærms-tv har en stor fedtdelle på hagen! Hvad har de gang i i Struer?
Det er måske også forklaringen på B&O’s knap så sprudlende regnskaber i de senere år. En skam, når man ellers kun kunne ønske en dansk industriel designvirksomhed det bedste.