Sproget

Jeg har bemærket en del sproglige tendenser på det seneste, hvoraf flere er mere eller mindre tydeligt inspireret af engelsk.

Beldjen
Under valget i Belgien for nylig valgte en DR journalist konsekvent at udtale “Belgien” som “Beldjen”.

Obdjekt
Denne hører man jævnligt, men senest har jeg hørt den i P1’s “Videnskabens Verden”, hvor en forsker konsekvent udtalte ordet “objekt” som “obdjekt”.

Junik
Denne er vist efterhånden blevet temmelig almindelig, især på Sjælland og omkring Århus. Ordet “unik” udtales stadig oftere som “junik”.

Lykkes med
Ordet “lykkes” går fra at være passivt til at være aktivt. Følgende sætning  “Det lykkes ham at springe over åen” transformeres i stigende grad til “Han lykkes med at springe over åen”.

Udtalen af engelske bogstavlyde vinder tilsyneladende indpas i det danske sprog. Således transformeres den danske “u” lyd til engelsk “ju”, mens dansk “g” og “j” bliver til engelsk “dj”. Engelsk sætningskonstruktion har tilsyneladende også succes på dansk. “Han lykkedes med …” kan således muligvis føres tilbage til “He succeeded in …” Eller?

Slut med “sin” og “sit”
Samtidig er ordene “sin” og “sit” tilsyneladende på vej ud. Jeg hører stadig oftere noget i stil med følgende: “Han tog hans frakke og gik ud af døren”, hvor det før hed “Han tog sin frakke og gik ud af døren”. “Sin” og “sit” erstattes således tilsyneladende af “hans” og “hendes”.

Disse tendenser skurer en del i mine ører, og jeg kan sjældent lade være med at kommentere det, når jeg hører det. De engelske bogstavlyde i dansk lyder bare for popsmarte og i tilfælde som dét med “sin” og “sit”, synes jeg godt nok en hel del af betydningen går tabt. Måske er det bare mig, der taler som en gammel mand?