Jobstatus fra en afhoppet bibliotekar

Nu har jeg efterhånden været ansat i knapt 4 måneder som front end udvikler hos INEO designlab i Herning. Og det går ganske godt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har allerede 6-7 DynamicWeb CMS løsninger bag mig og er ved at være rimeligt godt inde i systemet.

Der har været en masse at lære, og jeg er ikke helt inde i stoffet endnu. Det grundlæggende som xhtml og css var selvfølgelig på plads i forvejen, men jeg har ikke tidligere haft erfaring med udvikling af webstrategier og projektstyring i det omfang, det er nødvendigt her.

Det forretningsmæssige har i det hele taget været nyt land for sådan en bibliotekar, der ikke tidligere har været vant til, at der skulle tjenes penge på ydelserne. Jeg har således skullet vænne mig til (og det burde selvfølgelig ikke komme som en overraskelse), at min tid skal kunne faktureres, så jeg har ikke så meget tid til at gå på opdagelse i mine RSS feeds.

Det sværeste ved at skifte job har dog været at slippe et solidt, fagligt netværk, som jeg har brugt 6½ år på at bygge op. Måske er det en af grundene til, at jeg stadig jævnligt skriver indlæg om biblioteker.

Måske er det nørdet, men jeg er stadig meget entusiastisk omkring bibliotekarfaget. Det har været en stor del af min identitet, og er svært at slippe. Men dels måtte jeg indse, at der var for meget organisatorisk fnidder og for lidt langsigtet strategi til, at jeg kunne blive i faget, og dels har jeg længe gerne villet prøve kræfter med designbranchen.

Og der er jeg så nu. Det er fedt at have muligheden for at være lidt kreativ og få et reelt og godt produkt fra hånden. Vi har et lækkert, nyt kontor med god udsigt og mine nye kolleger er nogle fede typer, der kan deres håndværk.

Min nye arbejdsplads rocks. 

6 kommentarer til “Jobstatus fra en afhoppet bibliotekar”

  1. Hej Morten.

    Skønt at du er glad for din nye arbejdsplads og nye udfordringer trods den store omvæltning. Sådan.
    Imens render jeg rundt og er arbejdsløs, men hvad, så tager jeg bare på vandretur på Grønland og skider det danske arbejdsmarked et stykke – ha ha ;).

    Vi ses.

    Mange hilsner fra mirjam

    Svar
  2. Hvad for noget???
    Kan man tjene penge på sit arbejde?
    Er det en ny ting, eller gør jeg noget galt her? 😉

    Svar
  3. Du kan selv være en fed type, din twitter-bibliotekar.

    Og lige efter den gode udsigt, fra vores nye super-kontor, kommer min geniale cola-kapsel-samler-skråstreg-oplukker, ikke? Du glemmer også Brødrene Olsen i øret hos Dw Helpdesk. Eller hvad med Sækkestolen? Jeg kunne blive ved …

    Vi ses på mandag, Bechsta.

    Svar
  4. Hej Morten.

    Fedt at høre at du er glad for jobbet hos Ineo. Det er ret skægt det her, for jeg er ligeså glad og oppe at køre over det spring jeg tog i den modsatte retning. Jeg nyder at “komme hjem” til biblioteksverdenen og ikke at skulle bekymre mig om indtjening, fusioner og forretningsstrategiske beslutninger. Det er fedt endelig at føle at den uddannelse jeg tog for mange år siden kommer til en smule nytte.

    Mange hilsener fra ham de kalder “den nye Morten”.

    Svar

Skriv en kommentar