Jeg havde en lang togtur på vej hjem fra konference i onsdags, og havde god tid til at overveje nogle af de mange emner fra dagens indlæg. Det gav noget tankegods, der skal luftes.
Om det digitale kontra det fysiske bibliotek:
Thomas Madsen-Mygdal mente., at bibliotekerne bør stille information frit og gratis til rådighed for brugerne, vel at mærke i digital form. Biblioteksstyrelsens direktør Jens Thorhauge skød senere på dagen den ide i sænk med henvisning til et hollandsk digitaliseringsprojekt, hvor man efterfølgende havde ventet 1 million brugere om måneden, men kun fik 40.000.
Jeg kender ikke det hollandske projekt, men der kan være mange grunde til, at sådan noget strander. Der kan være designproblemer, markedsføringsproblemer, manglende brugerinddragelse, you name it…
Jeg er ikke desto mindre ret enig med Thomas Madsen-Mygdal. Lad os da få digitaliseret samlingerne og få det ud til landets borgere, og holde op med at rende og samle krummer i hælene på mediebranchen. Det er vel det, vi helt grundlæggende er her for? Det giver her og nu en masse ophavsretsmæssige problemer, men det er en kamp, der nødvendigvis må tages på politisk plan. Adgangen til information er grundlaget for ethvert demokratisk samfund. Så når resten af samfundet går på nettet, er bibliotekerne simpelthen nødt til at være der, hvor det sker.
Om udviklingsstrategier og -tempi:
En del af formiddagens kritik gik på, at bibliotekerne er for langsomme til at udvikle og digitalisere og for dårlige til at inddrage brugerne. Biblioteksstyrelsens direktør Jens Thorhauge afviste den kritik med henvisning til, at kritikerne end ikke var biblioteksbrugere. For det første er der nok en grund til, at kritikerne ikke bruger biblioteket. For det andet kan udenforstående ofte kaste helt anderledes klart lys over sagerne, end folk der står begravet til langt op over hovedet.
Thorhauge sagde endvidere til min store skræk, at bibliotekerne skal til at holde op med at tænke kreativt og i stedet koncentrere sig om at konsolidere de gode tjenester, der allerede er udviklet. Lad mig udtrykke det på denne måde: Tre dygtige 17-årige med gode ideer og lidt for meget fritid kan på få uger udvikle webtjenester, der er mere værd og tiltrækker flere brugere, end det, bibliotekerne bruger år og millioner af projektkroner på at udvikle.
Lad os da lige klappe hesten og få udviklet nogle tjenester, der er værd at konsolidere. Bibliotekerne skyder sig selv i foden, hvis de holder op med at være kreative. Der skal udvikles, og der skal udvikles hurtigt.
Thomas Madsen-Mygdal kom med en glimrende opskrift: Eksperimentér i små hold, lancér og få feed back. Jacob Bøtter gjorde opmærksom på, at tingene i dag alligevel aldrig bliver færdige, før der kommer en ny version, og opfordrede bibliotekerne til at lege mere og organisatorisk lade være med at bremse initiativer. Jeg kan dårligt være mere enig.
Om brugervenlighed kontra brugerinstruktion:
Carsten Bech fra Institut for Fremtidsforskning fortalte, hvordan han havde bemærket flere konferencedeltagere fortælle Thomas Madsen-Mygdal efter et mislykket søgeeksempel i Bibliotek.dk, at han havde søgt forkert. Et eksempel på biblioteksfolks overbeviste tro på brugerinstruktion i en nøddeskal.
Hvor mange brugere kan man mon få fortalt henne på biblioteket, hvordan de skal søge for at få det bedst mulige resultat? Det er med garanti en ganske lille brøkdel at det samlede antal brugere, hvoraf de fleste sidder og søger ved computeren derhjemme og aldrig kommer i kontakt med bibliotekaren. Budskabet bliver med andre ord ikke spredt.
Jacob Bøtter sammenlignede Bibliotek.dk med et cockpit: Det er kun “piloten”, der kan finde ud af at bruge det. Bibliotekernes brugergrænseflader er simpelthen for komplekse. Brugerne ville være langt bedre hjulpet, hvis bibliotekernes informationssystemer var designet, så de var brugervenlige og selvinstruerende, i stedet for at kræve mundtlig instruktion.
Om folkebibliotekernes eksistensberettigelse og selvopfattelse:
Under eftermiddagens scenariediskussion, kunne jeg ikke lade være med at lege djævelens advokat: For hvis skyld eksisterer folkebibliotekerne? Er det for borgernes eller de ansattes skyld?
Hvis borgerne/brugerne er overbeviste om, at de selv kan finde, hvad de har brug for på internettet, er det så folkebibliotekernes opgave at overbevise dem om det modsatte? Det er ikke sikkert brugeren finder alle, endsige de bedste ressourcer om et givent emne på nettet. Men har det nogen betydning, hvis brugeren finder det, han har behov for? Blind høne finder også et korn.
Og hvor står folkebiblioteket, hvis brugerne mener, de kan selv? Hvem eksisterer folkebiblioteket så for?
Folkebibliotekerne har foran sig en stor opgave i at overveje deres rolle i et samfund, hvor stadig mere er digitalt og hvor de potentielle brugere bliver stadigt mere selvhjulpne. Så hermed en opfordring til at genoverveje og diskuttere folkebibliotekernes formål.
Glimrende tankegods. Kan ikke være mere enig. Folkebibliotekerne er selvfølgelig til for borgerne og ikke for de ansatte.
Vedrørende reservering af materialer skal man dog også tænke på de ansatte, samt kommunens økonomi. Som jeg skriver på min weblog:
“Et gebyr for ikke-afhentede, reserverede materialer kan jeg kun se som en fornuftig foranstaltning. Men det bør selvfølgelig ikke stå alene. Bibliotekarerne skal også vejlede brugerne, så de ikke låner mere end der er behov for. Det gælder også online, hvor der kan udarbejdes hjælpetekster og der kan “poppe†vinduer op med beskeden: Er du nu helt sikker på at du vil reservere denne bog?—
Hej Lars, jeg må sige, at min holdning på alle punkter er modsat din holdning med hensyn til gebyrer og styring af brugernes bestillinger.
Gebyr: Jeg synes, vi skal tage så få gebyrer som muligt – vi er ikke en bank. Jeg kan godt se, at det er ærgerligt, at man skal bruge tid på at indgå en bog og sætte den på plads, hvis brugeren ikke kommer og henter bogen efterfølgende.
Men det vil vel kræve endnu mere tid at tage bogen ned igen og tjekke datoen og så udskrive et gebyr (eller en bøde, som mange lånere sikkert vil opfatte det som).
Nødvendige bøger: Er det ikke bare en smule formynderisk og måske endda uklogt at gå ind og vurdere, hvor mange materialer, en låner har brug for? Hvad nu, hvis bibliotekaren tager fejl, og låneren faktisk havde brug for mere? Hvordan skal det administreres – skal det være fem bøger og en cd pr gang, og hvad nu hvis låneren kommer igen dagen efter, har vedkommende så en ny kvote eller må vedkommende gå med uforrettet sag?
Jeg er sikker på, at begge tiltag vil få lånerne til at bestille mere, men det er vel ikke vores job at begrænse brugernes adgang og brug til viden. Snarere det modsatte, vil jeg mene.
Det er altid sundt at se kritisk på det man laver. Gør man det ikke løbende, gør “markedet” det og pludselig er grundlaget væk. Markedet går nemlig sine egne veje. Se bare på højskolerne, som er et godt eksempel.
Med hensyn til bibliotekerne er det vigtigste, at informationen er til rådighed let og hurtigt til gavn for brugeren. Hvis ikke biblioteket kan levere finder andre “tjenester” løsningerne. Hvis du virkelig skal bruge en vare, betyder det ikke så meget om det koster noget hvis den leveres hurtigt og præcist. Det må være det primære hensyn – i anden omgang arbejdspladserne. De forsvinder alligevel, når bibliotekerne ikke kan konkurrere.
Derfor synes jeg stadig at bibliotekerne tænker for meget i antal udlån i stedet for at levere præcis information til tiden.
Endelig skal man regne med, at bibliotekerne ikke kan vokse fortsat. De har jo haft gode tider ligesom hele uddannelsesektoren har haft det fordi samfundet er gået fra et iværksætter- håmdværker -landbruds-fiskeri samfund til et mere bogligt orienteret samfund. Men grænsen er ved at være nået. Nu mangler vi jo håndværkere og folk på gulvet – og de vil have biletter til sportskampe ikke bøger.