Tirsdag løb det første af dette efterårs brugerpaneler i projekt “Mit Bibliotek” af stabelen i Det Digitale Bibliotek i Århus. Der mødte desværre ikke helt så mange brugere op, som vi havde forventet. Til gengæld fik vi rigtig meget ud af dem, der kom.
Vi mangler endnu at få samlet op på paneldebatten i skriftlig form, men der tegner sig dog allerede et mønster. I “Mit Bibliotek” forsøger vi bl.a. at generere relevante anbefalinger på baggrund af anonymiserede data, der er samlet op om brugerne. Herunder forestiller vi os, at brugerne skal kunne vurdere biblioteksmaterialer, bl.a. det de har haft lånt, på en skala fra 1 – 5 stjerner.
De brugere, vi havde fat i denne gang, var noget skeptiske i forhold til dataopsamling. De var også tvivlende i forhold til “stjernesystemet”, og ville næppe selv gå ind og give en vurdering af det, de tidligere har haft lånt. Det står dog endnu åbent, om disse resultater skyder noget af funktionaliteten i sænk.
Til gengæld lod de umiddelbart til at forstå brugergrænsefladen i prototypen med færre problemer, end jeg havde forventet. Prototypen er dog efterhånden også nået til femte iteration.
Imens knokler teknikerne løs med at lave en “live” version, som rent faktisk fungerer. Men det er en anden historie.